Det var ikke bogstaveligt ment……

Min mormor brugte ofte udtrykket “han snakker som skindet var af hans mave” om folk der var meget snakkesalige. Det udtryk har jeg taget til mig og bruger det en gang imellem.

Forleden var sønnen og jeg, ud at køre og snakken faldt på en snakkelig person - ud af min mund røg det “han snakker som skindet var af hans mave” 

Jeg kom til kigge på sønnen, som sad ved siden af mig og han så underligt ud i hovedet……. Jeg fangede straks min fortalelse og fik fortalt ham betydningen af sætningen.

Tak mor, sagde knægten, du har ikke lyst til at vide hvilket billede der kom frem i mit hoved, da du sagde det.

Jeg glemmer indimellem at han som asperger opfatter ting meget konkret. Modsat har sønnen og jeg meget sjov ud at vendingerne i det danske sprog. 

Det går fremad……..

Bloggen er slet ikke lukket, men her sker ikke vildt meget.

Mor ligger stadig på sygehuset, men er i klar bedring - lige nu venter hun på at blive overflyttet til den afdeling som skal forestå genoptræningen. Hun har været lammet i det meste af kroppen og er det stadig i benene. Men armene er nu i rimelig funktion og hendes humør er det meste af tiden godt. Det var stort den dag hun bad om kuglepennen og skrev sit eget navn.

Vi bruger stadig meget til hos hende på hopitalet. I disse dage, hvor vejret er så godt, triller vi hende udendørs i kørestol og hygger os i solen. Far har trofast besøgt hende hver eneste dag, men i går blev han bevilliget en fridag af min søster og brugte den på at tage med pensionistforeningen til Fur. Han havde en ganske dejlig dag.

Det er ikke fordi vi ikke vil aflaste ham, at han er der hver dag. Men han vil jo gerne selv ud til hende. Søster og jeg skiftes så godt vi kan til at tage med ham. Det gode ved alt det her er at, vi som familie, er kommet tættere på hinanden end vi har været i mange år.

Ellers er jeg startet på mit nye job, og er foreløbig glad for det. Dog skal jeg lige vænne mig til at møde kl. 7 om morgenen. Jeg er udpræget B-menneske og hader at stå tidligt op. Men det må jeg se at få lært

Sat i bås…..

Puh… der fik vi da lige et rap over nallerne, os der er forældre til et barn som har diagnose indenfor autismespektret (sønnen har aspergerdiagnose). I udsendelsen på TV2: Ti år efter, som er opfølgensen på Er du mors lille dreng? blev der, som en indskudt sætning nævnt at omsorgsvigt er medvirkende årsag til at børn udvikler autisme…… Jeg er ikke i tvivl om at de to drenges biologiske familie, ikke er i stand til at tage sig af dem på forsvarlig vis og er ganske enige i, at de har det bedre hos en ansvarlig plejefamilie. Der er heller ingen tvivl om at når en dreng som Jørn, har en diagnose indenfor autismespektret, så skal han have meget faste rammer og det er han biologiske forældre ikke istand til at give ham. Det jeg opponerer imod er tv2’s fremstilling af at omsorgssvigt er årsagen til udvikling af autisme. Forskning på området tyder mere og mere på at autisme er medfødt

Hele sønnens liv har vi kæmpet med fagpersoner, pædagoger og lærer som har ment at han ikke var ordentlig opdraget, samt en enkelt skolepsykolog, som mente drengen var narcissist ????. Først da han i 7 klasse fik en enestående klassekærer, kom der skred i tingene og vi fik langt om længe klarhed over han “anderledeshed” da han fik diagnosen asperger. Først da kom vi i forbindelse med de fagpersoner, som kendte til asperger, fik vi skulderklap for vores opdragelse.  

Den dag i dag er jeg overbevist om at sønnens asperger er medfødt, måske også arveligt, idet et andet barn i den nære familie også har fået diagnosen. For os har det betydet bl.a. at vi ikke er tynget af skyldfølelse, for vi tror ikke vi er ansvarlige for hans handicap, ingen af os er jo herre over vores gener. 

På Prag-tur

Ja ikke mig, men sønnen. Han er draget afsted med k-klassen, 5 elever og 3 lærer/pædagoger er smuttet afsted i minibus og har vendt næsen mod Prag. Jeg har aldrig været der, men gad godt.

Jeg kunne se der var plads nok i bussen, et enkelt ledigt sæde og masser af plads til ekstra bagage, men ak sønnen ville ikke have mig med, forstå det hvem der kan

Spøg til side, jeg håber de nyder turen. I hvertfald har vi ikke hørt en lyd fra ham siden kl. 6:00 mandag morgen. De kommer hjem i morgen og han har lovet mig at snakke ørerne af mig, når han kommer hjem. Jeg glæder mig til at høre ham fortælle. Han ville ikke have kamera med, for der er vist mange lommetyve og han mente ikke at de få billeder han ville have taget, var den risiko værd.

De 12 irske tenorer

I onsdags var så dagen, hvor der stod 12 irske tenorer på aftenens program. Og lad mig bare sige det med det samme: De er hamrende gode, og står det til mig, er det ikke sidste gang jeg skal til koncert med dem. Jeg var i byen med mine naboer og vi nød det, alle som en.

De 12 irske tenorer spænder vidt i deres genre, vi hørte Danny Boy og Molly Malone, Nessum Dorma, Twist and shout, You raise me up (Laura gav den i x-factor), Bridge over troubled water, de sang You’ll never walk alone (det er den sang Liverpools fans synger til fodboldkampe) og mange mange flere. De underholder og henrykker og sidst men ikke mindst de synger så englene fryder sig

Efter showet gav de autografer og fru Hansen, er nu den lykkelige ejer af en cd, signeret af alle tolv tenorer og flere af dem var ganske snakkesalige. Jeg kan kun anbefale dem, jeg synes de var rigtig dygtige

Fra påskeæg til hønseæg…..

Den 10 årige knægt som bor hos vores værter fra i går, tog tykt gas på de to mænd, der sad og gjorde sig kloge på computere oppe hos vores venner igår. Vi var hos nogle venner, hvor den herboende mand skulle hjælpe med noget grafik/lydkort halløj i deres computer.

Min veninde kom i tanke om at de vist havde nogle chokoladepåskeæg i overskud og de blev fundet frem til en kop kaffe. Inde fra værelse lød det. “knægt kan du ikke lige hente noget kaffe og nogle æg til os.

Tabt bag en vogn var knægten ikke, for kaffen blev serveret sammen med de dertil bestilte hønseæg, som var hentet i køleskabet og inde fra værelset lød der vilde protester…………. Jamen knægtens far fik jo kun hvad han bad om

Helt snydt blev de dog ikke, de fik lov at smage chokoladeæggene også

Sønnens praktik

Min frygt tidligere på ugen, omkring sønnens praktik på teknisk skole, kom heldigvis ikke til at holde stik. Han har været nem nok at få afsted alle dagene og det virker som om han har nydt det. Dog havde han en lidt træls dag torsdag. De var for mange i et lille lokale og akustikken var dårlig, denne kombination resulterede i at han på grund af hans aspergersyndrom tabte overblikket. Han havde så fået lov at lave nogle andre opgaver i et andet og tomt lokale.

Han fortalte mig så at han dog havde hjulpet med at rydde op bagefter “mor, jeg gav den en ordentlig skalle” sagde han og det ved jeg er sandt. Ind imellem gør det ondt i mit moderhjerte, når jeg ved at han så gerne vil være med, men ikke magter det.

Alligevel er vi dog kommet længere, for han bliver bedre til at sige fra når det bliver uoverskueligt og begynder at byde ind igen, når han får samlet sig.

Bruce Guthro på Skråen

I går var så endelig dagen, hvor vi skulle på Skråen i Aalborg og overvære koncerten med den canadiske singer songwriter, Bruce Guthro. En helt igennem dejlig aften hvor Bruce Guthro og hans danske musikere især i anden halvdel af koncerten gav den for fuld skrue.

 Jeg blev hentet af en veninde ved 5 tiden og vi fik afleveret hendes børn, og så var det ud til Skråen og stå i kø, for vi ville altså have gode pladser og vi fik det også. Her mødtes vi med de andre og en times tid i koldt april vejr, gik dog forholdvis hurtigt. Kl 19 slog de dørene op og vi blev lukket ind - jeg havde undervurderet vejret og frøs noget, men fik dog hurtigt varmen.

Anja gjorde mig i en kommentar til et andet indlæg opmærksom på at Bruce spiller i Støvring i juni måned og den ene veninde og jeg er meget enige om at et koncert mere med Bruce, må være måden at forkorte ventetiden inden Runrig koncerten i Skovdalen sidst i juni Så mon ikke der kommer et par billetter mere på opslagstavlen. Tak for tippet Anja

Billedet er fra sidst år, jeg havde glemt kameraet.

Jeg mødte et par naboer derude, hun kendte slet ikke Bruce Guthro, som andet end forsanger i Runrig, og hun var ganske imponeret. “Men du er jo harcore” sagde hun til mig “Du synger jo med på alle sangene”. Ikke helt men jeg er vild med hans musik, ingen tvivl om det.

Sønnens verden

For en asperger er forandringer noget de helst vil være foruden og det gælder ikke mindst den unge mand her i huset. Som alle andre unge mennesker kommer han ud i erhvervspraktik, og de kommer blandt andet ud på de tekniske skoler, hvor de har mulighed for at se om det er noget for dem.

Hver gang han skal afsted er det altid med en vis frygt herhjemme, for når tingene bliver uoverskuelig reagerer han tit og ofte ved at blive syg. Tag endelig ikke fejl, for han er overbevist om at han er meget syg og kryber under dynen og ikke ti vilde heste kan overbevise ham om at han kan overvinde “det nye”

Ind i mellem går det helt af sig selv. Når han har støtte fra lærer og kammerater, så er det ikke så svært. I morgen skal han på teksnisk skole i tre dage, og hele aftenen har han været sur og tvær - og jeg var ved at frygte at vi skulle igennnem tre dage under dynen. Men lige før han gik i seng, var han snakkesalig og fortalte at hans lærer og de ander elever havde aftale at mødes i Kennedy arkaden i morgen og følges ad ud på teknisk skole. Ja og så lige bemærkingen om at han jo kunne sove en time længere……… Så mon ikke den går…..

Jeg kan ikke sove længe,  for jeg starter på nyt job i morgen, så jeg skal op og møde kl. 7:00. Det bliver en omvæltning, for i mange år er det tidligste jeg har mødt kl. 8:30 - men jeg glæder mig….

På besøg hos mor…

Med mor tilbage på Aalborg Sygehus, er det blevet ulig lettere at smutte at besøge hende. Hun er nu på almindelig sengeafdeling og har unge lægestuderende som vagter døgnet rundt. De sidste par dage har der været en ung kvinde hos hende og til hendes store fryd, kunne hun igår meddele far at hun har en ung mand hos sig om natten

Far og jeg besøgte hende i dag og hun var i kørestol og blev kørt ned i opholdsstuen, her var udsigt over Atletikstadionet i Aalborg og hun nød at kunne få et kig ind i verdenen udenfor. En enkelt løber på cindersbanen holdt ud i en hel time og flere gange kommenterede hun ham. Mor begynder så småt at spørge til verden udenfor hospitalet og hvor var det godt at se hende kæmpe for at genoptræne de meget slappe muskler. Jeg foreslog hende at få den bærbare ud, når hun bliver bedre til at bruge fingrene og det var hun ikke afvisende overfor.

Hun fik også besøg af et par veninder fra hendes strikkeklub og hvor blev hun glad. De var begge glade for at kunne snakke med hende, og lovede at kigge ud snart igen.

Stikkeklub og strikkeklub, det menes vist at de har rørt et strikketøj for små 27 år siden, ligesom der forefindes et enkelt billede som dokumentation, men produktionen er gået i stå og istedet for går snakketøjet Det vides også at min far har nedlagt forbud mod at der afholdes strikkeklub hos mor, hvis der er fodboldlandskamp i fjernsynet, for de damer kommer og står i vejen for hans udsigt til fjernsynet når Danmark scorer

Det går langsomt men sikker fremad og nu krydser vi bare fingre for at der ikke støder noget til…….